Ét liv, flere karrierer
I gamle dage havde man én karriere, men i dag taler fagfolk om, at man har flere karrierer i løbet af et arbejdsliv. Derfor er den ændrede tankegang om karriebegrebet noget, der er brugbart at kende til både for nyuddannede ledige og folk, der har været på arbejdsmarkedet i mange år.
Ethvert job er et godt job, især når vi taler den første ansættelse, fordi man altid vil kunne hente nogle erfaringer omkring, hvordan en organisation fungerer, og hvordan man selv fungerer. Derefter er det din egen opgave at kunne relatere det til den faglighed, du kommer med. Og hvis du allerede sidder tungt på arbejdsmarkedet og er godt inde i din karriere, kan det være, at du skal overveje at bruge noget tid på dit privatliv.
I dag er der også en anden accept af, at man kan fravælge sit arbejdsliv for en periode, fordi man ønsker at afsøge nogle projekter i privatlivet. Det kan man også tale om som en karriere. Kompetencer er meget mere end blot faglige kompetencer, det handler også om, hvem du er som person. Hvis du gør det med en bevidsthed om den værdi, som du vil have ud af det, så behøver en orlov f.eks. ikke at være et minus, men noget der faktisk udbygger og styrker din profil.
Brancheskift er ikke et problem
Tidligere gjaldt det om at holde sig på den samme sti, hvis man ønskede en bestemt karriere. Hvis man var kommunikationsuddannet, skulle man udelukkende arbejde med kommunikation, og hvis man af uransagelige årsager endte med en anden type job, var det mere eller mindre umuligt at vende tilbage til den oprindelige branche. Sådan er det ikke mere, men det er ikke alle, der har opdaget det endnu.
Gentagelserne i jobvalg er ofte et udtryk for en tryghedssøgen og er nogle gange mere begrænsende ift. at udfolde egne potentialer, end det egentlig åbner for muligheder. Derfor er det vigtigt at få karrierediskussionen åbnet bredere op.
Det understøttes også af at arbejdsgivere i dag har nogle andre forventninger til deres ansatte. ’Employability’ er den engelske betegnelse, og det engelske ord dækker over evnen til tilpasse sig opgaveløsning for en arbejdsgiver. Og så længe du formår at løse opgaverne hos en given virksomhed, er det mindre vigtigt, hvorfra og hvordan du har tilegnet dig kompetencerne til at gøre det.